Jobcenter Brøndby: FOKUS er lige til at gå til
Brugervenligheden var den afgørende faktor, da Jobcenter Brøndby valgte FOKUS som værktøj til progressionsmålinger.
FOKUS var ikke det eneste system, Jobcenter Brøndby havde med i overvejelserne, da jobcentret sidste år skulle vælge et nyt progressionsmålingsværktøj.
Men FOKUS var det mest brugervenlige, og det gjorde udslaget, fortæller Morten Østergaard Christensen, specialkonsulent i Social- og Sundhedsforvaltningen i Brøndby Kommune.
– Vi havde forsøgt os med andre værktøjer, som ikke rigtig ville komme op at flyve, og så kendte vi FOKUS fra Beskæftigelses Indikator Projektet. Da vi så det, virkede det ekstremt brugervenligt, og det var derfor, vi valgte det, siger han.
– Vi havde prøvet med andre modeller, og der er også andre udbydere på markedet. Vi valgte FOKUS på grund af prisen, og fordi det er så brugervenligt. Og brugervenligheden var klart det vigtigste, tilføjer han.
Sagsbehandlere elsker ikke nødvendigvis IT-systemer
Når brugervenligheden er så afgørende, skyldes det ifølge Morten Østergaard Christensen, at den er en forudsætning for, at værktøjet bliver brugt.
– Hvis man skal have sagsbehandlerne til at bruge det, skal det være ekstremt brugervenligt. Hvis det bliver for kompliceret eller besværligt, så bruger de det ikke, og så bliver målingerne ikke foretaget. Eller også bliver de foretaget på papir og ligger i en bunke et sted, hvor de ikke bliver brugt til noget. Det skal være lige til at gå til. Noget, det er nemt at bruge, og som kører. Det er vores oplevelse, at FOKUS lever op til begge dele, forklarer han.
– Man skal huske, at sagsbehandlere ikke er blevet sagsbehandlere, fordi de er vilde med at sidde og rode med IT-systemer. De er blevet sagsbehandlere, fordi de gerne vil arbejde med mennesker. Det skal man være opmærksom på, når man introducerer nye systemer. Hver gang er det et ekstra system, de skal forholde sig til, og en ny brugerflade, de skal arbejde med, og det kommer oven i de registreringer, de i forvejen laver i fagsystemerne. Derfor er det meget vigtigt, at systemet er brugervenligt og lige til at gå til, uddyber Morten Østergaard Christensen.
Dokumentation og samtaleværktøj
Jobcenter Brøndby anvender FOKUS til progressionsmålinger blandt voksne aktivitetsparate og nogle sygemeldte.
I det daglige arbejde hjælper FOKUS jobcentret med at dokumentere borgernes udvikling, men progressionsmålingerne bidrager også til at strukturere de enkelte samtaler mellem sagsbehandlerne og borgerne.
– Progressionsmålinger kan dokumentere udviklingen hos borgeren ud fra de parametre, man lægger ind i målingen. Det er den ene ting. Den anden ting er, at progressionsmålinger, når de bruges rigtigt, med de rigtige borgere og i den rigtige setting, samtidig er et redskab i samtalen med borgeren. Både når man udfylder spørgeskemaerne, og når man ser på historikken, forklarer Morten Østergaard Christensen.
– Progressionsmålinger er med til at sætte rammen for samtalen og gør det lettere at blive konkret. Hvis man har flere samtaler med borgeren, kan man hive de gamle målinger frem og tale om den udvikling, der er sket. Så i den rigtige kontekst og med de rigtige borgere virker progressionsmålinger også i selve samtalen som et pædagogisk værktøj, uddyber han.
Stor tilfredshed med FOKUS og Indiesoft
Jobcenter Brøndby begyndte at bruge FOKUS omkring årsskiftet, og systemet er blevet meget positivt modtaget.
– Folk er glade. De synes, at det er et godt system, som er let at bruge. Allerede, da vi demonstrerede det, var reaktionerne positive, og det har de været lige siden, siger Morten Østergaard Christensen, som svarer bekræftende, da han spørges, om han vil anbefale FOKUS til andre jobcentre.
– Det vil jeg gerne. Jeg synes, FOKUS er utrolig enkelt at bruge, og det er det allervigtigste, siger han.
– Samtidig er Indiesoft meget hjælpsomme og fleksible i forhold til nogle af de større aktører på markedet, som godt kan være lidt ’stive’ at samarbejde med, for eksempel når man har et ønske om en ændring, tilføjer Morten Østergaard Christensen.
– Vi har haft en rigtig god dialog med Indiesoft om de ændringer, vi har ønsket, og de har været meget villige til at lytte til, hvad vi siger. Det har været en god oplevelse at samarbejde med dem, afslutter han.